Seattle-bandet ligger nummer ét på flere hitlister med nummeret "World Wide Suicide"
Den seneste single "World Wide Suicide" fra Seattle-gutterne i Pearl Jam er gået nummet ét på både Billboards Modern Rock-hitliste og på iTunes', liste over mest downloadede nummer. Præstationen er ekstra imponerende, da singleudspillet i sidste uge ramte direkte ind på tredjepladsen på førnævnte liste. Det er anden højeste hitliste-debut i Modern Rock-listens historie.
Det er efterhånden længe siden, at Pearl Jam sidst har været placeret i toppen af hitlisterne med en single. Pearl Jams ukommercielle tilgang til det at lave højprofileret rock er en del af forklaringen, men denne gang er det anderledes. De har reklameret effektivt for singlen, der til at starte med var gratis tilgængelig via bandets hjemmeside i to dage.
GAFFA bringer i vores maj-udgave af bladet et stort interview med forsanger Eddie Vedder. Og som en ekstra godbid til de mange dedikerede fans vil et interview med guitaristerne Mike McCready og Stone Gossard blive lagt på nettet samme dag, som det nye selvbetitlede album kommer på gaden. Samme dag som arbejdernes internationale kampdag, nemlig 1. maj.





