Strange Ears kombinerer label, booking, café og pladeforretning. Første udgivelse bliver Bahnhof.
Det vælter ikke ligefrem med pladeselskaber i det århusianske. Der er Morningside (Under Byen, Figurines, Oh No Ono med flere) og det nystartede Good Tape (Murder), ligesom det alternative musikblad Geiger just har udsendt en cd, men ellers kniber det med at finde nogle. Men nu starter der så et nyt, nemlig Strange Ears, der oven i købet lægger ganske alternativt ud.
Strange Ears vil nemlig være et miks af en café og pladeforretning, hvorfra pladeselskabet og bookingen også vil fungere – dette medfører ifølge selskabet en åbenhed, som endnu ikke er set hos de danske pladeselskaber og bookere. Nu kan alle nemlig hilse på og aflevere deres demoer ansigt til ansigt med selskab og booking.
– Vi forventer at åbne butikken i april eller maj, fortæller Steffen Rasmussen fra Strange Ears til GAFFA.dk. – Præcis hvor butikken kommer til at ligge, ved vi ikke endnu, men vi har kig på flere lokaler.
Butikken vil byde på salg af cd’er og dvd’er, nye såvel som brugte, og herudover vil alle bands og solister, der måtte være interesserede, have muligheden for at få solgt deres demoer fra butikken.
Steffen Rasmussen fortæller videre: – Vi vil satse bredt genremæssigt, men fokusere på det mere alternative, såsom indie, metal, hiphop etc. Både hvad angår selskab og butik, hvor vi ikke kun vil sælge vore egne udgivelser, men alle mulige, vi synes genremæssigt passer til vores profil. Så vi vil nok ikke have Nik & Jay på lager.
Caféen vil ikke sælge spiritus, men ellers alt, hvad man ellers måtte kunne begære i en café – ifølge bagmændene oven i købet billigt.
Oven i dette vil selskabet præsentere forfester til de større koncerter i Århus, foredrag, debatmøder, singer/songwriter-aftener, in-stores, pre-listening-fester og meget andet.
Bahnhof første udgivelse
Pladeselskabsdelen af Strange Ears kommer til at hedde Strange Ears Recordings, og første udgivelse bliver med Århus-bandet Bahnhof. Bahnhof spiller melodisk rock med elektroniske indslag og trækker på inspirationer fra 80’erne og frem til 00’erne.
Pladeselskabet lover en række events i forbindelse med udgivelsen, events, som vil have relationer til navnet "Bahnhof". Så må vi jo håbe, det kommer til at køre på skinner for band og selskab, og at præcisionen er større end hos DSB. Bahnhofs debut ventes på gaden engang i første halvdel af 2007.