Nyhed

Stor Gasolin’-fotobog på gaden

Torben Bille og Jan Perssons ”Gas” udkommer i dag

2006 er blevet endnu et af de helt store Gasolin’-år – som 2003 blev det, da gruppens (næsten) samlede værker blev udgivet i ”The Black Box”. Anders Østergaards dokumentar genforenede bandet til dybe samtaler – men altså ingen koncerter – og er blevet set af over 200.000.

En bog om gasserne ligger dermed lige til højrefoden, og det er, hvad den mangeårige musikjournalist Torben Bille og Gasolin’s gamle hoffotograf Jan Persson har begået med ”Gas”. Bogen er på gaden i dag.

Først og fremmest er ”Gas” en fotobog. En bog i stort kaffebordsformat og spækket med billeder, men med knap så megen tekst. ”Gas” indeholder en stribe fotos af Gasolin’, kendte som ukendte eller glemte. Billederne er primært taget til ungdomsblade som Vi Unge og hedengangne Go – men størstedelen ikke tidligere offentliggjort – og det betyder, at Gasserne poserer i bedste verdensstjerne-stil.


Vi ser Gasolin’ hjemme i kollektivet på Christianshavn, på Christianshavns vold, i Vor Frelsers Kirke – såvel på tårnet som i kirkerummet – i studiet og ved en række koncerter, såvel foran som bag scenen. Og alle steder lyser Gasolin’ langt væk af musikalitet, selvtillid, karisma – kort sagt: star quality.

Læs GAFFAs anmeldelse af fotobogen


ANNONCE