Nyhed

Travis-album udskudt

Skotternes længe ventede femte studiealbum forsinket grundet fødsler, Afrika-rejser og "levet liv"

I februar i år var Travis tilbage i studiet for at indspille de sidste sange til gruppens næste studiealbum. Dengang hed det fra skotterne, at albummet var på gaden "snart" og "hurtigere, end I forventer", men siden har der været stille fra gruppen.

Det har gjort flere fans urolige, men på fanforummet på Travis' hjemmeside forklarede forsanger Fran Healy for nylig stilheden. I en besked til en fan skriver han:

- Det har taget tid, fordi noget liv var nødt til at blive levet uden for Travis. Babyer er blevet født, Afrika er blevet besøgt, liv er blevet levet. De sange, jeg skriver, bygger altid på oplevelser, og jeg føler, at de sidste to år har været det frirum, jeg har haft brug for. Desuden er det rart at leve med sange et par år. Hvis man stadig kan lytte til dem efter den tid, og de stadig lyder "friske", vil de kunne stå for sig selv, når de bliver udgivet.


Fran Healy afslører dog ingen detaljer om albummet, og datoen for udgivelse er derfor fortsat ukendt. Pladen er gruppens femte studiealbum og følger op på "12 Memories" fra 2003.

 

Travis' hjemmeside


ANNONCE