Nyhed

Keith Richards dropper stofferne

Skidtet er ikke stærkt nok længere, mener Stones-guitaristen

Stoffer er ikke, hvad de har været. Det mener Keith Richards i hvert fald, og han har prøvet det meste efterhånden. De er for svage, så han gider simpelthen ikke mere.

Ordene kan man med en vis rimelighed godt tage for pålydende, og Richards må betragtes som det, der i den journalistiske terminologi kan betegnes som en bizar kombination erfaringsperson og ekspertkilde.

Den berømte palmesvingende guitar-mogul har udtalt til Q Magazine, at han er stoppet med at tage stoffer og siger: ”Jeg tror, kvaliteten er dalet”.


Den kvalitetsbevidste narkoman indrømmer dog, at han i forsommeren fik rigelige mængder god gameldaws morfin, da han lå indlagt i New Zealand efter førnævnte palmesvingeri på Fiji havde resulteret i et fald, hvor han fik en alvorlig hjernerystelse, og Rolling Stones' Europa-turné pludselig var i fare.

”Jeg havde et par uger på morfin, hvor jeg prøvede at klemme noget ekstra ud af nat-sygeplejersken. Hun var meget hjælpsom”, udtaler Richards.

Selvom Richards altså ikke tager stoffer længere, i hvert fald ikke officielt, advarer han indirekte ungdommen mod de moderne såkaldte designer-drugs, som flyder i stort set alle undergrundsmiljøer: ”Jeg kan ikke lide den måde stofferne i dag arbejder med din hjerne, i stedet for igennem blodet. Det er derfor jeg ikke tager dem mere.


Her ville det nok være på sin plads for GAFFAlægen at indskyde, ikke stoffer, men en bemærkning om at alle stoffer – hvad enten man skyder dem, sniffer, æder, eller ryger dem – på den ene eller anden måde går via blodbanerne til hjernen. Måske er Richards så slet ikke ekspert på området alligevel? Fakta består hermed, i at han er ekspert i at spille guitar og tage stoffer. Han er sikkert også god til mange, mange andre ting, men det interesserer os overhovedet ikke her på GAFFAsladder.

ANNONCE