Nyhed

Tom Morello arresteret med vilje i Los Angeles

Audioslave-guitaristen optrådte til en demonstration og blev som planlagt arresteret

Den politisk aktive Tom Morello optrådte under sit Nightwatchman-alias til en demonstration i går aftes i Los Angeles, der skulle tiltrække opmærksomhed til de dårlige arbejdsvilkår for immigranter, der arbejder i Los Angeles International Airport.

Sammen med omkring 2000 andre blokerede Morello Century Boulevard, der fører til lufthavnen og blev sammen med cirka 400 andre arresteret, da de nægtede at flytte sig.

Audioslave-guitaristen har ved en række lejligheder optrådt solo under navnet Nightwatchman, og det gjorde han også her, inden han sammen med de øvrige deltagere marcherede gennem LA. Ben Harper optrådte også og deltog derefter i marchen, men han blev ikke arresteret.


Både Morello og en lang række øvrige deltagere var på forhånd klar over, at deres deltagelse vil føre til en arrestation (og efterfølgende pressedækning), så for at få den efterfølgende løsladelse til at gå så hurtigt som muligt, havde de indleveret deres kørekortnumre til politiet, så sagsarbejdet hurtigt kunne overstås.

Til MTV News udtalte Morello før demonstrationen: "I denne politiske middelalder er det vigtigt, at vi bakker hinanden op. Disse hotelarbejdere tjener 20 procent mindre end folk, der udfører det samme arbejde i resten af Los Angeles. Vi er her for at udtrykke vores solidaritet, for at hjælpe dem til at komme i fagforening og for at hjælpe dem med at lukke hullet mellem deres sulteløn og de millioner og atter millioner, folkene bag hoteller tjener".

Arrangørerne af demonstrationen kaldte marchen "det største udtryk for civil ulydighed i Los Angeles' historie", og deltagerne inkluderede ud over Ben Harper og Tom Morello en række religiøse ledere samt studerende fra byer i nærheden af Los Angeles, der var blevet fragtet ind med busser.


De arresterede demonstranter blev fordelt på tre forskellige politistationer og forventes at skulle tilbringe 24 timer i arresten.

ANNONCE