Nyhed

Lily Electric vinder af MyMusic.dk Legatet

MyMusic uddelte for tredje år i træk deres legat ved et udsolgt arrangement på Rust

Lørdag aften uddelte MyMusic.dk for tredje år i træk deres legat ved et storstilet arrangement på Rust i København, hvor fem af sidens mest talentfulde bands leverede underholdning.

De var, den koncertdebuterende hiphop-duo De 2 Hjul af Staal, århusianske Marybell Katastrophy, med det tidligere Tiger Tunes-medlem Marie Højlund i front, KNA Connected, der lige nu hitter med "Fibs (Løgn og Latin)", det danske bud på new rave-genren, Turboweekend og endelig Lily Electric, der altså løb afsted med legatet.

Lily Electric spiller artrock med sans for det melodiske og har allerede ganske stor erfaring med at spille live. Tidligere i år blev de således kåret til "Årets Support Act" på Vega, foran selveste Veto.


Som det var tilfældet med de sidste to års vindere af legatet, Entakt og The Holiday Show, er Lily Electric valgt af den samlede redaktion på MyMusic.dk, på baggrund af orkestrets indspillede materiale og live-optræden.

MyMusic.dk Legatet indeholder, udover æren, 25.000 kr., spillejobs på syv af sommerens danske festivaler, bandcoaching, pr-strategi, fotosession og meget mere.

På Lily Electrics side på MyMusic.dk kan man lytte til bandets musik og tjekke, hvor de spiller koncerter i foråret, og på YouTube kan man se den smukke video til deres single "Do You Bear The Truth In Your Silver Hands".


Lily Electric på MyMusic.dk

Video til Do You Bear The Truth In Your Silver Hands


ANNONCE