Det dansksprogede projekt optræder på Loppen i aften og i Århus på fredag
Under navnet Mouritz/Hørslev Projektet udgiver sangskriveren Mads Mouritz og forfatteren Lone Hørslev 14. maj det dansksprogede album "Så Er Det Sagt" på Sonet Records.
Bosiddende i henholdsvis New York og på Frederiksberg skrev Mads Mouritz og Lone Hørslev – via e-mail og telefonkorrespondance – i vinteren 2006 omkring 15 sange på dansk.
Nu inviterer Mouritz/Hørslev til pre-release koncert i København og Århus, med optræden på Loppen den 3. april og på VoxHall i Århus den 6. april.
Albummet er indspillet i New York med et team af canadiske og danske musikere og er produceret af den canadiske producer Chris Brown. Både Chris Brown og flere af musikerne, blandt andet pigegruppen PO Girl, medvirker ved begge koncerter.
Koncerterne er eneste mulighed for at opleve musikeren Mads Mouritz og forfatteren Lone Hørslev sammen med det hold, der har indspillet albummet.