Gruppen er ved at være klar med deres første studiealbum i 28 år
Den amerikanske gruppe Eagles gik i opløsning efter udgivelsen af albummet "The Long Run" i 1979, og til trods for, at de fandt sammen igen i 1994, så er førnævnte album fortsat deres seneste studieudgivelse.
Men nu kan guitaristen Joe Walsh fortælle Billboard, at fem års arbejde er ved at udmønte sig i et album, der vil blive udsendt senere på året.
Materialet er skrevet af alle fire tilbageværende medlemmer (Don Felder blev smidt ud af gruppen i 2001), og ifølge Walsh er bandet gået i en ny retning og har sørget for at det hele ikke var ballader, men at der var noget materiale, de kunne spille live.
Walsh fortæller, at albummet, der eftersigende kommer til at hedde "The Long Road To Eden", er i sidste fase med hensyn til miksning og indspilning af vokaler. Han fortæller desuden, at bandet forventer at turnere heftigt i 2008, så måske er der et dansk visit i vente.