Nyhed

Jack White: Journalister er dovne

White Stripes-frontmanden ikke imponeret over musikskribenters evne til selvstændig tankevirksomhed

Billede: Autumn de Wilde

I et interview med det legendariske magasin Interview – i sin tid startet af Andy Warhol – brokker White Stripes-frontmanden sig over journaliststanden i al almindelighed. Han udtaler blandt andet:

”Journalister er per definition verdens mest dovne folkefærd. Selv i en Google-tid gør de ikke noget som helst for at tjekke, om det, de skriver, er rigtigt. 90 procent af det, de for eksempel skriver om os, er hentet fra pressemeddelelsen. Det har vi haft meget sjov ud af. For eksempel skrev en eller anden som en joke i forbindelse med ”Elephant” (duoens fjerde album fra 2003, red.), at intet af vores udstyr var lavet efter 1963. Pludselig var den historie ude over hele verden.”


White fortsætter: ”Hver eneste gang, jeg læser et musikblad, antager jeg, at 90 procent af det er løgn.” Om 90 procent af det, White så er citeret for i Interview-bladet, er løgn, melder historien så ikke noget om.

Jack White minder i interviewet om talemåden "tro ikke på alt, hvad du læser". Og den kan altså åbenbart også udvides til "tro ikke på alt det, en rockmusiker fortæller dig."

Hvad der i øvrigt ellers står i omtalte Interview, skal GAFFA ikke gøre sig kloge på, idet vi citerer historien fra nme.com. Der er jo langt ned til den nærmeste bladkiosk – hvor de vist heller ikke har Interview Magazine – og det er snart fyraften.


White Stripes' hjemmeside

ANNONCE