Weezer-frontmanden Rivers Cuomo får udgivet sine dagbøger
Sanger, sangskriver og guitarist i amerikanske Weezer, Rivers Cuomo, har planer om at udgive sine omfattende dagbogsskriverier.
Cuomo har på imponerende regelmæssig basis forfattet personlige dagbogsskriblerier igennem de sidste mange år, og det er de skriverier, der nu planlægges udgivet i bogform. Blandt andet vil man kunne læse indgående tekster om Weezer i studiet, Weezer på landevejen og om Cuomos nylige tid på Harvard Universitet.
Det er endnu uvist, hvornår de pludseligt udkrængede dagbøger ser dagens lys, men til gengæld er der håndgribeligt og beslægtet nyt om Weezers sjette album – det første siden ”Make Believe” fra 2005.
På bandets officielle hjemmeside fremgår det således, at gruppen er i fuld færd med at finpudse og sågar indspille en bunke sange, der skal udgøre materialet på den kommende plade, som forventes at ramme alverdens pladebutikker i anden halvdel af 2008.





