Kent – tilbage fra den mørke side

Med et medlem mindre, nyvunden tro på egne musikalske evner og med danske Jon ”Joshua” Schumann i producerstolen er broderlandets største rockband Kent tilbage med "Tillbaka Till Samtiden".

Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA oktober 2007

Det er syvende gang, Kent udsender et album, men første gang som kvartet, første gang med Kashmir-, Mew- og Carpark North-produceren Jon Schumanns soniske færdigheder til rådighed og første gang, hvor man kan visualisere lyse farver, når man hører musikken. Hvad siger de mon til, at deres varemærke, den mørke skandinaviske melankoli, er langt mindre udtalt end tidligere?

Sami Sirviö (guitarist): – Vi bliver i hvert fald ikke fornærmede over, at man kalder albummet lysere og mindre introvert, det var nemlig hele pointen. Vi har været på den mørke side og er nu vendt tilbage til den lyse.

Martin Sköld (bassist): – Men der er ikke sket noget i vores liv, der gør, at vores musik virker lysere. Vi blev bare trætte af vores forrige lyd, men det gør vi altid.

Markus Mustonen (trommer): – Vores fans skal da nok også brokke sig, når de hører det, men det gør de altid i starten.

Joakim Berg (sanger): – Vi har altid et ønske om at revolutionere vores lyd i forhold til det forrige album. Nu er vi kun fire mennesker i bandet, hvilket har gjort det ønske nemmere, for nu har vi kun ét instrument hver, resten er maskiner. Vi har længe bebrejdet os for ikke at være særligt gode musikere, men vi fandt ud af, at vi faktisk er gode til at spille musik, når vi gør det med maskiner. Hvis man spiller med en rigtig god trommemaskine og tilføjer rigtige instrumenter, så kommer man rent faktisk til at lyde rigtig god.

Hvor lærte I Jon at kende, og hvorfor faldt valget på ham som producer?
Joakim: – Vi mødte ham, da Mew var vores opvarmningsband på "Vapen & Ammunition"-turnéen, hvor han var deres lydmand. Jon besad præcis de evner, vi søgte og er samtidig meget entusiastisk og inspirerende. I Sverige har folk i flere år ledt efter grunde til at kritisere os, hvilket er naturligt, når man når et vist stadium popularitetsmæssigt. Så vi havde brug for en producer, der virkelig godt kunne lide Kent, og det kunne Jon. Det er sundt at blive komplimenteret.

Martin: – Vi ville have en producer, der var hurtig og kunne fange vores spontane kreativitet, og Jon er latterligt hurtig til at rigge til og være klar til at indspille. Og skide positiv, og det er også vigtigt, for vi har lidt en tendens til det modsatte.

Sami: – Vi har før arbejdet med producere, der var klar, når vi ikke var, og når vi var klar, var de sultne.

Og Jon spiser aldrig?
Sami: – Han spiser, samtidig med at han arbejder, det kaldes multitasking.

Et stærkere maskineri
Jon fortalte, at han aldrig har mødt et band, der er så gode venner. Har det altid været sådan med jer?
Martin: – Det er helt sikkert blevet bedre med årene. Vi har kendt hinanden i 20 år og har spillet i Kent i 17 år. Vores roller er fordelt, og der er ingen individualister eller egoister i dette band. Det tager noget tid, inden man finder sine roller.

Markus: – Vi skændes heller ikke mere, vi diskuterer kun.

Havde Harri (Mänty, guitaristen, der forlod bandet sidste år) svært ved at finde sin rolle?
Martin: – Jeg tror, problemet med Harri var, at han ikke orkede hele processen med indspilning og turné igen – det tager immervæk halvandet år. Vi kunne godt mærke, at han var et andet sted mentalt end os og ikke følte det samme for bandet længere. Hans beslutning krævede stort mod.

Sami: – Ja, især med et band som Kent, der er ret populært i Sverige; dér ville de fleste nok bare have hængt i. Men hans beslutning overraskede os ikke, for i de sidste par år har vi kunnet mærke, at han mere og mere mistede lysten, så vi gik nok egentlig bare og ventede.

Martin: – Og selvfølgelig var det trist, da han tog den endelige beslutning, men et maskineri fungerer ikke så godt, hvis et af tandhjulene er svage, og selvom vi nu er et tandhjul mindre, er vi blevet stærkere.

Ville bandet have overlevet, hvis det var en af jer andre, der var gået ud?
(Der rystes kollektivt på hovedet)
Markus: – Det eneste band, der har kunnet overleve udskiftning af medlemmerne, er The Cure, som har haft i nærheden af 18 forskellige medlemmer. Det ville vi ikke overleve.

Sami: – Måske ville det fungere, hvis jeg fandt en 19-årig afløser, der så rigtigt godt ud og derfor ville gavne bandets image.

Intet held i boyband-æraen
I slutningen af 90’erne var der så meget vind i sejlene for Kent i Skandinavien, at det syntes naturligt at forsøge sig på det engelsksprogede marked. Derfor udkom pladerne Isola og Hagnesta Hill i både svensk og engelsk udgave. Gennembruddet udeblev dog, men har de helt opgivet det store udland?

Martin: – Ja, vi gav op
Sami: – Det var en katastrofe.
Markus: – Nej, det var nu meget sjovt at prøve.

Martin: – Jeg er glad for, at vi overlevede. Man er nemlig nødt til at arbejde så fucking hårdt for, at sådan noget skal lykkes, og det handler mere om held, end det handler om musikken.

Sami: – Og vi havde ikke heldet med os eller den fulde opbakning fra pladeselskabet, hvilket er essentielt for, at det kan lykkes. På et tidspunkt mødte vi Placebo, mens vi spillede i Amerika. Vi havde spillet fire måneder i træk og var helt nedkørte, men de havde spillet tre år i træk, og de havde stadig ikke slået deres navn fast endnu. Det var demoraliserende at høre.

Joakim: – Den største fejl, vi gjorde, var at skrive de samme sange på både engelsk og svensk. Vi skulle have holdt os til ét sprog, for det andet blev et kompromis, og man kan ikke skrive den samme dybt personlige tekst to gange. Den tid var også præget af en vis nervøsitet, for vi havde omsider fået et stort publikum i Sverige, og vi var bange for at miste dem, hvis vi koncentrerede os for meget om udlandet. Jeg tror, det er nemmere at få sin musik ud nu, i forhold til for 10 år siden, hvor man stadig var meget afhængig af radiostationerne, og vi ved alle sammen godt, hvilke fjolser der arbejder på radioer. Men vi vil ikke længere ofre vores tid uden for Skandinavien, for vi har alle familier, og man skal være 25 år for at have energi til sådan et eventyr. Og jeg er altså ikke 25 længere, hvilket både er trist og godt.

Martin: – Da vi spillede i Amerika, var det midt under boyband-æraen, og de uafhængige radiostationer ville heller ikke røre os, fordi vi var signet til et stort pladeselskab. Alt i alt dårlig timing, men vi prøvede og brød os ikke om det. Men vores plader kommer stadig ud i Amerika, og sangeren fra My Chemical Romance og en eller anden fra Nine Inch Nails er store fans af os, og det er da et godt skulderklap.

Sami: – Ham fra My Chemical Romance (Gerard Way, red.) ville faktisk gerne møde os, og vores pladeselskab prøvede at arrangere, at vi skulle overraske ham på hans fødselsdag, som han fejrede i Sverige. Men jeg ved ikke, om de havde forestillet sig, at vi skulle hoppe ud af en kage og råbe: ”Surprise!” Vi er de kendte Kent, som du kender fra sange som…

Spleen United = latterligt gode
Markus: – Jon har spillet meget dansk musik for os, og I har virkelig en interessant indiescene, langt mere interessant end den svenske.

Martin: – Ja, sådan har det ikke været før, den danske indiescene besidder international klasse.

Markus: – Før kendte man kun D-A-D og Gasolin’ fra Danmark, men nu er der masser fremragende bands. Spleen United er for eksempel virkelig, virkeligt gode.

Martin: – Fucking latterligt gode.

Sami: – Man kan høre, at de er danske, men de har samtidig et stort internationalt potentiale. Men måske er de for avancerede til, at amerikanere forstår det.

Joakim: – Vi har snakket om at tage dem med som opvarmere, men de er næsten umulige at overgå. De er absolutely amazing, og vi er måske ikke helt klar til sådan en udfordring. Vi er nødt til at bede dem om at spille dårlige coverversioner, hvis vi skal have chancen for at vise, at vi også er gode.

Martin: – Ja, de er alt for gode til os.

Kents hjemmeside