Nyhed

Tokio Hotel til København

De tyske pop-punkere gæster Valby Hallen 2. april 2008

Tyske Tokio Hotel hitter stort for tiden over hele Europa med deres blanding af pop-punk og poppet emo – hvis ikke grænsen mellem de disse genrer ikke i forvejen er flydende. Ikke mindst i hjemlandet er de kæmpestore, og nu kommer de så til Danmark – for første gang overhovedet. Nærmere betegnet i Valby Hallen 2. april.

De fire knægte, hvoraf kun én har rundet 20, har udgivet to tysksprogede studiealbums, ”Schrei” fra 2005 og ”Zimmer 483” fra 2007, samt en engelsksproget udgave med titlen ”Scream/Room” med sange fra begge album, også sendt i 2007. Siden 2005 har bandet vundet flere platinalbums og modtaget en lang række musikpriser – senest Inter Act-prisen ved MTV’s EMA 2007, der fandt sted i München i november.

GAFFAs anmelder Erik Barkman var i øvrigt ikke særlig begejstret for "Zimmer 483", som han tildelte beskedne to stjerner og blandt andet skrev følgende om: "...alt på albummet er hørt før, bare med mere kant og personlighed. 'Zimmer 483' er strømlinet halvt ihjel." Nuvel da, lyt og døm selv.


Forsalget til koncerten starter lørdag 22. december via Billetlugen samt Fona-butikker landet over.


Tokio Hotels hjemmeside

ANNONCE