Det norske punkrockband giver koncert i Århus
Det norske punkband Turbonegro giver koncert på det århusianske spillested Train den 3. april kl. 20.00. Med sig har de to amerikanske opvarmningsbands.
Turbonegro, der kalder sig Turboneger i Norge, blev dannet i Oslo 1988. Gruppen var længe et undergrundsband og fik ganske mange tilhængere - såkaldte "Turbojugend"-medlemmer - med albummene "Ass Cobra" (1996) og "ApocalypseDudes" (1998).
Over en perioden var Turbojugend en af de største fanklubber i verden, med afdelinger i mere end 80 lande. Gruppen blev brat opløst efter forsangeren Hank von Helvetes heroinrelaterede nervesammenbrud under gruppens Europa-turne i 1998.
Herefter passede forsangeren et museum i Nordkap - langt fra stoffer og rock'n'roll. Det stille liv i Nordkap blev dog til sidst for meget - ikke for Hank, men for resterne af bandet hjemme i Oslo. Det endte med, at de kørte til Nordnorge og hentede forsangeren hjem. I 2002 var gruppen klar igen og optrådte på Quartfestivalen samme år.
I 2003 gik singlen "Fuck The World" fra albummet "Scandinavian Leather" helt til tops på de norske hitlister, og i foråret kan Turbonegro altså opleves i Århus. Gruppen besøgte i øvrigt Danmark tidligere i december, hvor de varmede op ved Marilyn Mansons koncert i Valbyhallen.
Support-bandene på Train til april er de to amerikanske punkrockbands Year Long Disaster og Valient Thorr. Sidstnævnte har tidligere blandt andet varmet op for Motörhead.