Der er et større og mere gennemarbejdet projekt i vente end vanligt
I denne uges udgave af engelske NME snakker Oasis en smule om deres kommende album. Bandet er nemlig så småt begyndt at planlægge opfølgeren til "Don't Believe The Truth" fra 2005.
Noel Gallagher fortæller:
"Vores producer kommer herover til Brit Awards, så der vil vi nok snakke lidt og udveksle ideér. Jeg har otte sange klar, jeg er ret glad for."
Også lillebror Liam, er ifølge Noel godt i gang med skriverierne:
"Liam har en eller to sange, som han synes er fremragende."
Det mener Oasis vel i virkeligheden om alle deres sange, men Noel Gallagher afslører, at bandet overvejer at gå en smule mere i dybden denne gang:
"Jeg kunne godt tænke mig at lave noget mere gennemarbejdet med den her. Det er ved at være på tide."
Noel Gallagher har tidligere talt om lysten at lave et orkestreret album, så det lyder, som om der er noget lydmæssigt stort i vente. Men man skal nok indstille sig på at vente til 2008, inden albummet er klar.