Rygterne tager til om metalbandets fremmøde på Dyrskuepladsen
Endnu et verdensnavn synes at være klar til Roskilde Festival, nemlig amerikanske Korn. Rygterne florerer på flere af bandets fansider, men er ikke endeligt bekræftet fra Roskilde Festivals side.
Det er dog netop blevet offentliggjort, at Korn, der spillede på Orange scene i 2004, og i Valby Hallen året efter, skal spille på den tyske festival ”With Full Force XIV” i Leipzig omkring 1. juli, hvilket blot øger sandsynligheden for, at bandet også kommer til Danmark.
Bandets faste trommeslager David Silveria valgte i december at tage en selvvalgt pause fra musikken, men forventer at vende tilbage til bandet før eller siden. Afløseren Terry Bozzio indspiller i øjeblikket med Korn, og er også ham man skal forvente at se på Roskilde til sommer.
Korn arbejder på opfølgeren til "See You on the Other Side" fra 2005, men der er endnu ikke fremkommet tidspunkt for udgivelsen af, hvad der bliver Korns 8. album, men med deres vanlige arbejdstempo er der begrundet håb om en udgivelse til sommer.
GAFFA.dk vender tilbage så snart en endelig bekræftelse foreligger.