P4 giver to heldige lyttere chancen for at møde Mick Jagger og kompagni
Søndag den 5. august spiller legendariske The Rolling Stones i Parken i København, og i den forbindelse søsætter P4 nu en konkurrence. En konkurrence, hvor vinderne ikke bare vinder billetter, men også får en eksklusiv chance for kort at møde Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood og Charlie Watts, inden verdensstjernerne går på scenen.
Konkurrencen finder sted på P4 i perioden den 30. juli til den 2. august, og de to vindere kan hver tage en ledsager med til koncerten, der er en del af The Rolling Stones’ kolossale ”The Bigger Bang World Tour”-turné.
P4 sender i øvrigt tre timers afterparty-radio umiddelbart efter koncerten (klokken 23-02). Her bliver der mulighed for at høre koncertanmeldelser, masser af Stones-hits og røverhistorier fra bandets mangeårige karriere.
”Når en fed koncert er slut, vil man altid gerne have lidt mere. Til vores afterparty får lytterne mulighed for at opleve endnu mere af den gode stemning og ønske de hits, som bandet ikke spillede ... Eller høre dem, de spillede, én gang til,” udtaler P4’s Stones-ekspert Kurt Baagø.


































