Nyhed

Rolling Stones scorede lidt ekstra håndører

De store selskaber har aldrig været blandt Mick Jaggers bedste venner, men hvis prisen er i orden, så kan der gøres undtagelser

At Sir Mick og de andre rullesten nok ikke ligefrem er i pengenød, er vist ikke nogen hemmelighed. Bare for at understrege, hvilke beløb vi taler om, så er der forlydender om, at den efterhånden 2 år lange turne, A Bigger Bang Tour indtil videre skulle have indbragt bandkassen et sted i nærheden af 435 millioner dollars.

Rolling Stones er dog ikke for fine til at lave en afstikker fra den stramme turplan, og møde op til et hyggeligt og intimt gig – specielt ikke hvis prisen er i orden. Og det var den, da Deutche Bank for nyligt hyrede bandet til at spille for 500 inviterede gæster i Catalan National Art Museum i Barcelona.

Deutche Bank betalte 2,7 millioner pund for en 80 minutters koncert, altså cirka 33.000 pund i minuttet.


Der forlyder ikke noget om, hvordan koncerten var, men efterfølgende takkede Mick Jagger de fremmødte venner af Deutche Bank, og, som han videre sagde, så håbede han det var deres personlige bonusser, han nu kunne proppe i baglommen.

ANNONCE