Nyhed

1 2 3 4 skriver kontrakt med Auditorium

Den københavnske kvintet udgiver debutalbum 10. september

Den københavnske kvintet 1 2 3 4 har netop skrevet kontrakt med pladeselskabet Auditorium, der ejes og ledes af sangeren, sangskriveren og produceren Nikolaj Nørlund og blandt andet er kendt for udgivelser med kunstnere som Jens Unmack, Niels Skousen og selvsagt Nikolaj Nørlund.

1 2 3 4 udgiver 10. september deres debutalbum, som har arbejdstitlen “In Your Faith” og som produceres af – rigtigt gættet: Nikolaj Nørlund.

1 2 3 4 kan fredag den 1. juni opleves på Spot-festivalen i Århus, og i begyndelsen af juli kan man også høre dem på Roskilde Festivals Pavillon Junior-scene.


1 2 3 4 har dette forår været opvarmning for Jens Unmack, og ved turnepremieren på VoxHall i Århus havde nærværende skribent følgende bemærkninger om gruppen, der fik karakteren 4 ud af 6 stjerner:

”1 2 3 4 synes temmelig inspirerede af amerikansk guitarrock med både skæve indfald og til tider en mørk undertone, et sted mellem Modest Mouse og Interpol. Musikerne spillede tight med små hurtige guitarmelodier i sekstendedele som en hyppigt forekommende ingrediens, ikke ulig Figurines, som de også i høj grad synes at dele inspirationskilder med – og 1234’s sange, ikke mindst ”Our Road To Hell Has A Thousand Shortcuts”, er forholdsvis fængende.”

”Forsanger Rune Hedeman mangler endnu lidt karisma på scenen og pondus i stemmen, men hans ordrige tekster syntes at rumme tilpas meget kød, og i det hele taget er 1234 et interessant bekendtskab, som det skal blive spændende at følge.”


1 2 3 4 bliver anmeldt igen på GAFFA.dk i forbindelse med deres koncert på Spot-festivalen.

1 2 3 4 på MySpace


ANNONCE