Nyhed

Dokumentar om Rob Thomas har premiere

Filmen om tilblivelsen af sangskriverens første soloalbum havde premiere i Nashville i weekenden

Den amerikanske sangskriver Rob Thomas opnåede nærmest øjeblikkelig stjernestatus, da hans band Matchbox 20 i 1996 debuterede med pladen "Yourself Or Someone Like You".

Pladen har solgt mere end 12 millioner eksemplarer i USA alene, og de to efterfølgende plader modtog også multible platinplader i hjemlandet.

Alligevel valgte bandet efter udgivelsen af deres tredje album at tage en pause, hvilket Thomas brugte til at skrive og indspille sit første soloalbum "...Something To Be".

Pladen udkom i april 2005 og gik direkte nummer et i USA, hvilket var første gang, det var sket for en mandlig kunstner, der havde forladt et band for at udgive en soloplade.

I forbindelse med indspilningerne til pladen blev Thomas fulgt af et kamerahold, der skulle indspille noget ekstramateriale om processen til en dvd-udgivelse. Men undervejs overtog Thomas og hans kone filmprojektet for at udvikle det til en rigtig dokumentarfilm.

Det er der kommet filmen "My Secret Record Or How I Learned To Stop Worrying & Love The Biz", der havde premiere i Nashville i weekenden.

Ifølge Thomas handler filmen om livet som sangskriver, og hvad det medfører. Blandt de mange musikere, der medvirker i filmen, finder man blandt andet John Mayer, der medvirker på Thomas' soloplade. De snakker om berømmelse og det at blive genkendt, hvilket åbenbart medfører at en af dem har måttet skrive autografer i en pornoforretning.

Filmen, der skulle være et ganske ærligt portræt af sangskriveren, har endnu ikke reddet sig en distributionsaftale, og dermed vides det endnu ikke, hvornår den vil kunne ses herhjemme i biograferne eller på dvd.

ANNONCE