Nyhed

Strokes-guitarist til Danmark

Albert Hammond Jr. spiller på Vega og VoxHall 13. og 15. august

Som vi skrev i februar, har de guitarrockende Converse-samlere i The Strokes besluttet sig til at holde en lang pause og fokusere på andre ting. Allerede i oktober sidste år udsendte bandets ene guitarist Albert Hammond Jr. sit debutalbum som solist, ”Yours To Keep”, og nu tager han så på en Europaturné, der ifølge hans MySpace-side bringer ham til Danmark, nærmere betegnet Vega i København 13. august og VoxHall i Århus 15. august.

Hammond roder godt nok lidt rundt i bynavnene, for på koncertlisten på hans MySpace-side ser det ud, som om han skal give koncert på spillestedet Aarhus Theatre i byen VoxHall, så man må håbe, at turnébussen til den tid kan finde vej til den rigtige scene i den rigtige by og ikke ender et sted ude, hvor kragerne vender.

Koncerterne er endnu ikke officielt bekræftet af hverken Vega eller VoxHall, så derfor forlyder der endnu ikke noget om, hvornår forsalget til koncerterne begynder.


Albummet ”Yours To Keep” var ifølge Hammond selv et resultat af hans manglende indflydelse på sangskrivningen i The Strokes. Cd’en byder på sofistikeret guitarbaseret poprock, der sender associationer til såvel The Strokes som eksempelvis Beach Boys og Hammonds far, singer-songwriteren Albert Hammond, der i halvfjerdserne fik store hits som ”It Never Rains In Southern California” og ”The Free Electric Band”. Albummet fik ganske fine anmeldelser. Ja, GAFFAs Finn P. Madsen skrev i sin firstjernede anmeldelse ligefrem følgende: ”Med ”Yours To Keep” er det kun et spørgsmål om tid, hvornår Strokes er fortid for Hammond Jr.”

Albert Hammond Jr.s MySpace-side


ANNONCE