De britiske rock-darlings forbereder dødsstød til den lange billetkø – og ærgrer sig over forsinket toer
Britiske Arctic Monkeys vil i forbindelse med deres sommerturné i hjemlandet forsøge sig med en ny måde at sælge billetter på. Fans vil kunne registrere sig som liebhavere til koncertbilletter online, hvorefter det vil blive afgjort ved lodtrækning, hvem der har lov at købe sig adgang og hvem ikke – altså i de tilfælde, hvor der er flere liebhavere end billetter.
På deres hjemmeside erklærer Arctic Monkeys, at systemet tillader ”alle en god og fair chance” for at få billetter, og lodtrækningssystemet rummer unægtelig interessante perspektiver. Ikke mindst i form af et dødsstød til alenlange overnatnings-køer foran billetlugerne. Til gengæld kunne det tænkes at gøre hverdagen endnu nemmere for opfindsomme og IT-kyndige billethajer.
Arctic Monkeys udsender deres album nummer to, ”Favourite Worst Nightmare”, den 23. april – kun 15 måneder efter succes-debuten ”Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not”. Men faktisk ville de gerne have været endnu hurtigere ude, afslører de til NME.com i dag:
– Vi tænkte, at hvis vi kunne få den ud samme dag som sidste år – og så gjorde det et par år i træk – ville det måske ende med at blive en national fridag! fortæller frontmand Alex Turner, der i øvrigt forklarer "forsinkelsen" med et drævende: ”We were fucking about”.





