Nyhed

Britisk ska går til filmen

Ny spillefilm om firsernes britiske 2 Tone-scene under produktion

Når bands som Hard-Fi og Ordinary Boys tilføjer deres rocksange et heftigt skud ska, sker det med underforstået hilsen til 2 Tone-scenen. Navnet 2 Tone refererer til pladeselskabet af samme navn, der udgav mange af firsernes britiske ska-punk navne – The Specials, The Selecter, Madness – men også til bevægelsens multikulturelle islæt.

Nu udødeliggøres 2 Tone-scenen snart i den britiske spillefilm ”Clubbed”. Med udgangspunkt i bevægelsens hjemby Coventry fortæller filmen historien om en ensom fabriksarbejder, hvis liv forandres til det bedre af en tjans som dørmand på en af byens klubber. Sandsynligvis en af dem, tidens ska-bands hjemsøgte flittigt.

Filmens executive producer er Paul Abbott, manden bag den meget populære britiske serie “Shameless”, der også var ”Clubbed”-hovedrolleindehaver Maxine Peakes gennembrud. Instruktør er spillefilms-debutanten Neil Thompson, og for soundtracket står hedengangne M People’s Paul Heard.


ANNONCE