Nyhed

American Music Club også til København

Mark Eitzel & Co. gæster Lille Vega 27. februar. Nyt album færdiggjort og på gaden til februar.

For snart en måned siden kunne vi berette, at American Music Club gæster VoxHall i Århus 2. marts. Nu har også københavnske Vega lagt billet ind på americana-rockerne med den poetiske melankoliker Mark Eitzel (billedet) i front. 27. februar spiller gruppen i Lille Vega.

American Music Club markerede sig op gennem 90’erne som en af de toneangivende grupper inden for americana-orienteret rock i den mere melankolske ende – et udtryk ikke ulig de for tiden så omtalte The National. I 1994 gik de i opløsning, men vendte efter ni års pause tilbage i 2003 og udgav året efter det meget roste album ”Love Songs For Patriots”.

Efterfølgende er der sket en række udskiftninger i bandet, så det nu består af Mark Eitzel, guitarist ”Vudi” Pankler og de to nye medlemmer Sean Hoffman og Steve Didelot på henholdsvis bas og trommer.


De fire musikere har netop færdiggjort et nyt album, der får titlen "The Golden Age" (og ikke som tidligere nævnt "MacArthur Park"), og som udkommer til februar. Tracklisten er som følger:

1. All My Love
2. The Victory Choir
3. The Decibels and the Little Pills
4. The Sleeping Beauty
5. The Stars
6. All the Lost Souls Welcome You to San Francisco
7. Who You Are
8. The Windows of the World
9. One Step Ahead
10. The Dance
11. I know That's Not Really You
12. On My Way
13. The Grand Duchess of San Francisco

The Golden Age udkommer den 4. februar.


American Music Clubs hjemmeside

ANNONCE