Nyhed

Aqua på Grøn Koncert

Det gendannede popband er hovednavn på musikkaravanen næste sommer

Når den traditionsrige Grøn Koncert starter turneen den 17. juli 2008 i Esbjerg, så er det med de for nyligt gendannede Aqua som hovednavn. Det blev via konferenciererne Jacob Haugaard og Simon Juul offentliggjort ved en ceremoni i De Forenede Bryggeriers Fritidscenter i København i dag.

Offentliggørelsen blev markeret med en elhockeykamp mellem Dreamteam, som er det danske landshold i denne sport (hockey i elektriske kørestole), og Aqua, der noget uvant skulle manøvre rundt i de eldrevne stole.

Ved det efterfølgende pressemøde stillede GAFFA en smørrebrødsspisende Rene Diff et par spørgsmål om Aquas genopstandelse:


Hvorfor har I egentlig valgt at gendanne Aqua?
– Det kan siges kort: lysten er vendt tilbage. Vi har utrolig meget lyst til at spille sammen igen. Vi vil ud og fyre den af.

Hvad er ambitionen?
– Vi vil turnere væsentligt mere end sidst, vi spillede sammen. Vi vil ud i hele Europa.

Hvad er det for et Aqua, man kommer til at opleve nu?
– Vi vil fyre den af. Vi kommer til at give den maks gas på scenen. Der bliver fuldt knald på. Vi spiller både de gode gamle numre, og så har vi lavet nogle nye. Der bliver flere mennesker på scenen. Det bliver stort. Vi vil bare fyre den af.


Der er måske ligefrem også en ny plade på vej?
– Nej. Ikke på nuværende tidspunkt i hvert fald.

For de sportsinteresserede skal det retfærdigvis også nævnes, at Dreamteam vandt elhockeykampen i overlegen stil med hele 7-0. Aqua kom dog på tavlen i kraft af den kvindelige målmand, Nystrøm Rasted, som må tilskrives første mål, der kun kan karakteriseres som et klokkeklart selvmål.

Resten af programmet til Grøn Koncert 2008 bliver offentliggjort løbende i de kommende måneder. Billetter kan dog allerede købes fra i dag.


Grøn Koncert 2008’s turneplan:

17. juli – Esbjerg
18. juli – Herning
19. juli – Århus
20. juli – Ålborg
24. juli – Kolding
25. juli – Odense
26. juli – Næstved
27. juli – København


Grøn Koncerts hjemmeside

ANNONCE