Nyhed

Hør nye danske hjemstavnssange på MySpace

”Hjemstavn” med Jens Unmack, Juncker, Per Vers med flere kan høres online en uge før udgivelsen

Vi har tidligere foromtalt albummet ”Hjemstavn”. Et nyt danske album, hvor en lang række danske sangere og grupper fremfører nyskrevne hjemstavnssange – altså sange, der tager udgangspunkt i de steder, de pågældende musikere er vokset op eller føler, de kommer fra. Blandt de deltagende kunstnere kan nævnes sangere og sangskrivere som Jens Unmack, Juncker og Mikael K (Klondyke), men også elektronika-navne som Dub Tractor og Mike Sheridan, ligesom en enkelt rapper, Per Vers, har sneget sig ind. Og de steder, der synges, er alt fra Mors over Vejle, Gram og Roskilde til København – og Finland.

Albummet er på gaden mandag den 12. november, men allerede fra i dag og resten af ugen kan man høre hele albummet på dens MySpaces-ide.

Initiativtagerne til albummet er de to musikjournalister Jeppe Krogsgaard Christensen og Morten Sternberg. Men hvorfor skal vi nu have en plade med hjemstavnssange?


– Vi er begge meget interesserede i både musik og litteratur, og inden for litteraturen er hjemstavnsdigtning jo et velkendt fænomen, kendt fra eksempelvis Blicher, Aakjær og Johannes V. Jensen. Men vi savnede noget lidt nyere hjemstavnsdigtning, og så var det oplagt at kontakte en række sangskrivere, som vi regnede med ville kunne opdatere genren, fortæller Jeppe Krogsgaard Christensen og fortsætter:

– Heldigvis var alle de kunstnere, vi kontaktede, positive over for idéen, selv om enkelte ikke havde tid til at medvirke. Det har primært været sangere og sangskrivere, men for at det ikke skulle være alt for ensidigt, har vi også spurgt et par elektronika-artister. Af hiphoppere har vi kun kontaktet en enkelt, Per Vers, fordi hans sprogbeherskelse virkelig er i særklasse. Inden for hiphoppen er det jo ellers velkendt at lovprise det sted, man kommer fra, men det bliver ofte lidt for brystbankende og unuanceret.

Frygtede I ikke, at hele projektet ville blive lidt for sentimentalt?
– Jo, eller omvendt, at sangskriverne ville præsentere sig som den typiske outsider-kliché, som ingen i lokalmiljøet kunne lide. Men sådan er det heldigvis ikke endt. Og vi synes virkelig, de medvirkende har leveret nogle gode sange. Det har været en generator, at de skulle skrive noget personligt. Vi vil også understrege, at vores projekt ikke er led i nogen nationalistisk oprustning. Men for os alle sammen betyder det jo noget, hvor vi kommer fra – uanset om man hedder Pia Kjærsgaard eller Asmaa Abdol-Hamid.


Hør Hjemstavn på MySpace

ANNONCE