Koncerter i Århus og København 22. og 23. februar
Billetterne blev revet væk lynhurtigt, da Kent i juli annoncerede en koncert i KB Hallen 8. december. Der blev derfor arrangeret en ekstra koncert sammesteds dagen efter – og også her gik billetterne så hurtigt som huer, handsker og halstørklæder i dansk november.
Der er derfor blevet arrangeret yderligere to ekstrakoncerter, og nu får jyderne også glæde af et af Skandinaviens absolut mest populære bands lige nu. Kent giver nemlig også koncert i Scandinavian Congress Center, fredag den 22. februar, og igen i KB Hallen dagen efter, altså lørdag den 23. februar.
Kent er aktuelle med deres syvende album, ”Tilbaka Till Samtiden”, deres første som kvartet, idet deres ene guitarist Harri Mänty tidligere på året forlod gruppen. Måske har hans afgang resulteret i en lidt mere elektronisk, og i øvrigt også noget mindre melankolsk plade, end Kent normalt er kendt for. Albummet er produceret af danske Jon "Joshua" Schumann, kendt for produktioner for blandt andre Kashmir, Mew, Carpark North og Claus Hempler.
Billetsalget til begge koncerter begynder 30. november på GAFFA Billet.





