Nyhed

Megadeth til Danmark

Thrash-bandet indtager KB Hallen 8. februar

Megadeth følger til februar udgivelsen af "United Abominations" med en Europaturné, der også bringer dem forbi Danmark.

Et besøg på gruppens officielle webside viser, at gruppen starter deres turné i Stockholm, hvorefter de rammer både Oslo og København, før de fortsætter ned gennem Tyskland.

Megadeth har siden storhedstiden i starten af 90'erne haft lidt problemer med at holde fast i medlemmerne, og i øjeblikket er Dave Mustaine den eneste, der har været med i gruppen i mere end tre år.


Men som man kan se på bandets seneste live-dvd, har Drover-brødrene lært klassikere som "Symphony Of Destruction" og "Holy Wars", og selvom bassisten James Lomenzo først er kommet til senere, så burde der altså være mulighed for, at de også ved dette besøg tager en tur gennem bagkataloget.

Der er endnu ikke offentliggjort et tidspunkt for billetsalg til koncerten i KB Hallen 8. februar.

ANNONCE