Nyhed

Munck//Johnson på hjemlig miniturné

Duoen drager på atypisk turné og lover live-ep udgivet inden året er omme

Munck//Johnson har ikke for alvor optrådt i Danmark (men ”blot” fungeret som support for Arab Strap og Oscar Danielson), siden duoen for halvandet års tid siden sendte det stærkt anmelderroste album ”Count Your Blessings” på gaden. Det rådes der bod på nu, hvor konstellationen drager ud på en miniturné rundt i det danske.

Store dele af 2006 og 2007 er gået med at turnere Tyskland og Frankrig, men nu står Danmark altså endelig for tur på ny, og fans af duoen kan tilmed glæde sig over, at der på denne side af årsskiftet udkommer en ny live-ep med Munck//Johnson.

Efter Danmarksturnéen vender bandet nemlig hjem til sin nye residens i Berlin, hvor fokus lægges på den kommende udgivelse, der kommer til at rumme et hidtil uudgivet nummer, to fra ”Count Your Blessings” og et enkelt fra debutalbummet ”Unlike You” (2004).


I starten af 2008 er det planen, at Munck//Johnson atter tager favntag med de europæiske landeveje, men også Danmark vil blive besøgt, og så påbegyndes arbejdet ellers med duoens album nummer tre.

Den aktuelle turné bringer Munck//Johnson til følgende utraditionelle steder:

11. november – Orion Planetarium Jels (med Roar Amundsen og CS Nielsen)
13. november – Livingroom Højbjerg (lukket, men også med Roar Amundsen og CS Nielsen)
14. november – The Write House Horsens (med Misha Sakharoff og Butzback)
15. november – Art & Colour København (med CS Nielsen)
16. november – Huset (Nye Rødder Festival) København


ANNONCE