Nyhed

Afdæmpede kulturnat-koncerter i København

Når Kulturnatten bliver afviklet i København på fredag, kan man blandt andet opleve CODY og Munck//Johnson

På fredag den 15. oktober vil der både i Århus og København være et overflødighedshorn af kulturelle tilbud, idet begge byer afvikler Kulturnat. Vi har omtalt nogle af de tilbud, der er at finde i Århus, men i København er der også en overvældende stor pulje af arrangementer.

På den musikalske front vil man blandt andet have mulighed for at opleve kollektivet CODY (billedet) og duoen Munck//Johnson. Førstnævnte spiller i Kulturministeriet kl. 22.00. Det sker inden bandet drager på en lille turné i Belgien, hvor de blandt andet skal spille Spot On DK i Bruxelles. CODY er aktuelle med deres debutalbum "Songs" fra 2009, der her på GAFFA modtog fem stjerner af anmelder Mikkel Elbech. Han skrev blandt andet, at albummet "holder hele vejen igennem", og at:

"Der er mere tempo og flere nuancer i instrumenteringen, ligesom Kaae synger mere igennem, og der er med rette en stor selvtillid at spore i stemmen, der ligger solidt og krystalklart forrest i mikset. Som på debut-ep'en lykkes det atter Kaae at synge fraser, som ofte ville have lydt banale eller ligefrem pinlige ud af andres munde, men som her leveres med en troværdig og befriende udansk klang."


Munck//Johnson spiller i Trinitatis Kirke kl. 23.30, og de får blandt andet besøg af Søren Bigum. Duoen var senest ude med et album i november sidste år. "Spirits & Ghosts" er titlen, og pladen modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen, der skrev, at pladen havde "passion og glød", og han kaldte desuden albummet "livsbekræftende".

Se om de to kunstnere kan leve op til deres positive anmeldelser i Kulturministeriet kl. 22, og Trinitatis Kirken kl. 23.30 på fredag den 15. oktober. Udover de to omtalte koncerter er der dog et utal af tilbud, som du kan læse meget mere om på www.kulturnatten.dk.

ANNONCE