Bandet går i studiet i december for at indspille et nyt album
My Bloody Valentine offentliggjorde for nylig, at de til juni og juli vil spille en stribe koncerter i Storbritannien. Meget tyder desuden på, at de til den tid vil kunne spille materiale fra et helt nyt album.
Billboard har snakket med bandets manager Vinita Joshi, der kan fortælle, at Kevin Shields går i studiet sammen med resten af My Bloody Valentine for at indspille materiale til et nyt album.
Der har tidligere været snak om, at Shields vil bruge materiale skrevet til et album, der skulle have fulgt op på pladen "Loveless" fra 1991.
Hvorvidt dette fortsat er tilfældet, eller om gruppen i stedet vil fokusere på helt nyt materiale, vides endnu ikke.
Men Joshi kan fortælle, at hun forventer, at gruppen selv vil udgive det kommende album digitalt og muligvis også på vinyl, men at man ikke skal forvente, at de vil bruge Radiohead-modellen, hvor man selv bestemmer, hvor meget man vil betale for albummet.