Nyhed

Prince til kamp mod fansites

Prince pudser advokater på folkene bag fansites om ham selv

Internettet synes ikke entydigt at være amerikanske Princes kop te. Vi har før hørt, hvordan han i vrede over bootlegs har langet ud efter hjemmesiden youtube.com, og nu sætter han sammen med sine advokater jagten ind på de folk, der kører ellers hyldende fansites om Prince selv.

Således er der blevet rundsendt truende breve til de pågældende hjemmesiders administratorer om, at disse sider (det drejer sig om housequake.com, prince.org og princefams.com) skal fjerne alle Prince-relaterede fotografier og sågar indslag som eksempelvis billeder af Prince-inspirerede tattoos.

Folkene bag de nævnte sider er nu gået sammen om siden princefansunited.com. Man finder udviklingen bizar, men formoder, at aktionen skyldes, at Prince vil undgå alle kritiske røster om sin person.


ANNONCE