GAFFA erfarer, at Aqua til et pressemøde fredag vil annoncere, at de har fundet sammen igen
Ifølge GAFFAs kilder vil der blive indkaldt til et pressemøde på fredag, hvor Søren Rasted, Claus Norreen, René Dif og Lene Nystrøm Rasted vil annoncere, at de gendanner gruppen Aqua.
GAFFA har talt med gruppens manager Søren Johansen, som afslørede, at han var blevet bombarderet med Aqua-relaterede henvendelser, men han ville han ikke officielt bekræfte, at der bliver indkaldt til pressemøde. Han ønskede ikke at kommentere GAFFAs afsløring og sluttede med ordene: "Jeg har ikke mere at sige i den her sag".
Ifølge flere uafhængige kilder skulle den dog være god nok. Der er ikke noget, der tyder på, at Aqua igen vil gå i studiet og indspille et nyt album. Til gengæld forlyder det, at bandet vil begynde at turnere igen. Der har floreret rygter om, at Aqua skulle være hovednavn på næste års Grøn Koncert-turné, men ifølge GAFFAs kilder er det i første omgang ikke den nyhed, der vil blive offentliggjort på fredag. Der skulle dog ikke være tvivl om, at bandet igen skulle begynde at give koncerter, men hvor og hvornår må vi altså vente lidt endnu med at få at vide.
GAFFA har talt med Theis Pedersen fra Muskelsvindfonden, der arrrangerer Grøn Koncert, men heller ikke han ville kommentere rygtet om, at Aqua er næste års hovednavn.
De fire Aqua-medlemmer blev for nylig set sammen til releaseparty for debutpladen fra gruppen Private, hvor Søren Rasted fortalte, at de fire ikke havde været i byen sammen i årevis, og at det åbenbart "kun var Thomas Troelsen, der kunne bringe Aqua sammen igen". Men tilsyneladende var Private-festen ikke den eneste grund til, at de fire igen var sammen.
Søren Rasted har på det seneste været optaget af projektet Hej Matematik, der indtil videre har udsendt singlerne "Centerpubben" og "Gymnastik".
Det projekt kommer efter arbejdet under navnet Lazyboy, og dermed er han vel den, der har haft den mest succesfulde musikalske karriere siden bruddet med Aqua.
Claus Norreen har primært remixet musik for andre, René Dif droppede sit første soloalbum efter at have udsendt et par singler, og Lene Nystrøm Rasted havde heller ikke den store succes med sit soloalbum fra 2003.
Aqua er den mest succesfulde danske gruppe nogensinde med et samlet pladesalg på mere end 28 millioner eksemplarer på verdensplan af albummene "Aquarium" og "Aquarius".




