Nyhed

Interview: Travis – i fuld fart ud af pitten

Vi har mødt de sensitive skotter, der spiller i Arena Fyn i Odense 19. oktober

Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA maj 2007

Travis har tanket op, og forsanger Fran Healy satser nu på at kunne styre de sensitive skotter tilbage i folks bevidsthed.

– Har du set coveret? Det skal du se. Bliv dér, beordrer Fran Healy og peger ned, idet han selv springer op fra gulvtæppet i det lille glasindrammede hyggerum og småløber ind i et tilstødende studie.

Få taktslag senere kommer han hastende tilbage, smider sig igen ned i skrædderstilling og puffer en bærbar Macintosh frem for sig.
I sin se-hvad-vi-har-lavet-iver virker Healy snarere som forsangeren for nyt, virkelystent debutband end som en etableret stjerne, hvis sange har lokket sparepengene op af lommerne på millioner af pladekøbere. En pause fra pladeindustriens trummerum har nemlig givet sangeren en ung mands energi, selv om håret og skægstubbene er grånet, siden verden sidst hørte noget til Travis.

– Jeg har haft en fed tid. Men vi er også kommet til et tidspunkt nu, hvor vi virkelig har lyst til at komme i gang igen, fastslår han.
Beslutningen om at geare ned for en stund kom efter 2003’s "12 Memories". Hér kunne medlemmerne af den skotske kvartet fornemme, at de var ved at køre tørre efter konstant at have drønet mellem turné og indspilning og promovering siden debuten "Good Feeling" i 1996.

– I den hér tid i den hér industri er der konstant fokus på, at der skal komme nyt. Du er et produkt, som hele tiden skal have tilføjet nye smagsvarianter og nyt alt muligt. Det bliver glemt, at man har med mennesker at gøre. Med orkestre og med kunst. Og al kunst kræver en periode, hvor du ikke laver kunst – netop for at kunne lave kunst. Så vi stoppede i to et halvt år, simpelthen fordi vi havde brug for at tanke op, få nye dæk og skifte olie, fortæller Healy og fortsætter:

– Jo længere tid, du bevæger dig i et band, jo mere kommer du til at leve i en boble uden for virkeligheden. Jeg skriver sange, som kommer fra hjertet, og som er inspireret af oplevelser. Altså, jeg kan sagtens skrive en god melodi, reklamejingler og ord, der rimer. Men det, som gør Travis til Travis, er det hér ekstra lag af menneskelighed. Og hvis du sidder i en tourbus, så oplever du ikke den menneskelighed. Bus, bus, bus, koncert, koncert, koncert, hotel, hotel, hotel. Og livet glider bare forbi. Det lammer din hjerne.

Farmand Fran
Så Fran Healy og de tre andre har syslet ude i det hersens virkelige liv. Sovet i egne senge. Set venner og besøgt familie. Trommeslageren Neil Primrose har også brugt tiden på at gro helt sammen igen, efter at han slog sig selv halvt ihjel ved at springe på hovedet i en tom pool – en ulykke, som næsten opløste bandet – mens Fran har haft sit eget lille sundhedsprojekt i at holde op med at ryge.

– Det er en stor ting for mig, for jeg røg rigtig meget. Og jeg var totalt: Arrhhh, nej, jeg vil ikke kvitte smøgerne, stønner han med et grin.

– Men jeg stoppede og håbede, at det ville hjælpe min stemme. Og nu to år senere har jeg en bedre fornemmelse omkring den, end jeg havde på den sidste plade. Den er kraftigere og meget mere til stede.
Noget vigtigere og større end cigaretterne dukker dog op på computerens baggrundsskærm, da Healy lukker coverbilledet ned.

– Er han ikke kær? Og han har mine øjne! Er det ikke bizart!?
Fran Healy kigger med hengiven entusiasme på det anselige privatfoto af sønnen Clay. Øjenekstasen skyldes, at Fran skrev sangen "My Eyes" samme dag, som han fik at vide, at han skulle være far.

– Jeg anede jo ingenting – han kunne lige så godt have fået sin mors øjne, griner han.

Sønnens direkte indflydelse på seneste Travis-udspil er også at finde i pladetitlen, "The Boy With No Name", da den uvidende knægt levede et navnløst liv i ugevis, inden han kunne kalde sig Clay. Men indirekte har den unge Healy også påvirket processen frem mod bandets comeback.

– Det er bare noget sjovt noget, at der pludselig kommer den hér person i dit liv, som lige tuner alting en lille smule, så det hele bliver mere klart. For jeg var drevet væk fra den klassiske form for Travis-sangskrivning på den seneste plade i forsøget på at få læsset en masse lort af. Men den ekstra fokus i mit liv, som Clay førte med sig, har hjulpet mig på vej tilbage på sporet, forklarer Healy med sagte stemme – som om sønnen lå ved siden af og sov.

Vi er ikke færdige
Travis har også brug for at slå ind på det dér rette spor. 12 Memories var måske en nødvendig renselse for orkestret selv, men en succes som "The Man Who" og "The Invisible Band" var det småsure udspil ikke; og nu har pausen, med alt, hvad den indeholdt af hængen ud, genoptræning og faderskab, skubbet skotterne længere ud i periferien af publikums bevidsthed.

– Det her album er simpelthen så vigtigt for os, fordi vi forsvandt. Så nu er det vigtigt at få sagt: ”hey-hey, vi er ikke færdige endnu”. For mange tror jo nok, at det er slut med Travis, fordi vi har været væk længe, og fordi vi har udgivet vores greatest hits, erkender Healy, men påpeger, at faren for glemsel var en kalkuleret del af pausen.

– Du tager ti skridt tilbage, og der er en risiko for, at du aldrig kommer tilbage derfra. Den risiko måtte vi bare tage. Det er ligesom i et Formel 1-løb, hvor du kører i pit for at få ordnet alle de hér ting og kan se de andre flyve forbi dig. Når du kommer tilbage på banen, skal du så håbe, at det, du fik ordnet i pitten, gør, at du kan indhente de ti pladser, du har tabt.

Ræset skaber ingen frygt for Healy, nu hvor han har været dejlig fri for det i et par år. Tværtimod nyder den 33-årige musiker godt af at være en del af et etableret band, som ikke skal genopfinde sig selv og geare om hele tiden.

– Vi forsøger overhovedet ikke at være det sidste nye. Det interesserer mig slet ikke at være Arctic Monkeys. Det ville gøre mig til et kæmpe fjols. Vi forsøger at være Travis, for folk ved, hvem vi er, og der er varme omkring os. Så det er rart at være et ældre band. Vi mødte The Killers første gang under Live8. Og det var sjovt, for Brandon Flowers kom hen og var sådan: ”Hey, vi spillede et cover af et af jeres numre til vores første koncert nogensinde.” Det var vist Side. Og jeg var sådan helt: ”Fuck, hvor er det fantastisk.” … De skulle måske have valgt en anden sang, klukker han.

Kører selv løbet
Men i stedet for at være ny og smart eller at læne sig tilbage og regne med, at der nok er nogle derude, som stadig husker Travis, bruger Healy al sin ophobede energi på selv at accelerere bandet op i fart ved at skabe de bedste rammer for den nye plade og ad den vej sende huskekager ud til publikum med budskabet om, at Travis er tilbage.

– Det, jeg føler, vi selv skal gøre nu, er på egen hånd at skabe et rum for pladen at falde på plads i. Tidligere har jeg ladet det være meget op til pladeselskabet at lave videoer, pladecovere og dit og dat. Den her gang gør vi meget af det selv. Vi kører selv MySpace og vores hjemmeside, og vi vil lave videoer til alle sangene. Så vi er virkelig, virkelig glade for alt omkring pladen – ikke bare musikken, forklarer han begejstret.

Så bliver han afbrudt af den blonde, solariebrune pladeselskabsdulle, som kommer ind og fortæller, at interviewet er slut.

– Nej, giv os lige noget mere tid, verfer Healy, emmende af gåpåmod, hende ud.

– Hey! Du skal også lige se billeder fra videoen, forsætter han, trækker computeren til sig hen over gulvet og klikker entusiastisk videre …

Travis' hjemmeside

ANNONCE