Bandet optog tidligere på måneden en koncert i Mexico, der skal udsendes som dvd til næste år
Da My Chemical Romance 7. oktober spillede en koncert i Mexico City, startede showet med, at frontmand Gerard Way blev båret ind på scenen på en båre med et kunstigt saltvandsdrop i armen.
Herefter spillede bandet alle sangene fra deres seneste album "The Black Parade" i samme rækkefølge, som man finder dem på pladen, samtidig med at hvert nummer blev understøttet af videoklip og billeder på storskærme samt kostumer.
Hele herligheden blev optaget af et kamerahold, og nu forlyder det, at koncertoptagelsen vil blive udsendt som dvd til næste år.