Rhys Ifans har dannet et band, der får Oasis til at ryste i bukserne
Den rødhårede walisiske skuespiller Rhys Ifans (kendt fra filmen "Notting Hill") var med i en tidlig udgave af bandet Super Furry Animals, og han bidrager faktisk til sange på bandets debutplade "Fuzzy Logic".
Men han gik ud for at hellige sig skuespillet, hvilket han har gjort indtil nu. Men i følge Gigwise har han nu fundet sammen med SFA-trommeslageren Dafydd Ieuan for at danne et nyt band, der skal vælte Oasis af den engelske rocktrone.
Gruppen hedder Peth (hvilket betyder "ting" eller "objekt" på walisisk) og arbejder lige nu på et album med 15 sange.
Ifans fortæller, at han spillede sine sange for Noel Gallagher, der efterfølgende rystede i sine støvler. Ifans er både sanger og guitarist i bandet, der dog endnu ikke har fastsat en udgivelsesdato for det epokegørende kommende album.