Nyhed

Trommeslager forlader Death By Kite

Trioen Death By Kite er pludselig blevet til en duo og ser sig derfor nødsaget til at droppe Tysklandsturné

På bandets MySpace-side oplyser danske Death By Kite, at trommeslager Kristian Kimer med øjeblikkelig virkning og uden mere end én dags varsel har forladt gruppen. Konsekvensen er nedslående for støjpop-bandet, der føler sig tvunget til at aflyse den Tysklandsturné, som ellers skulle have været påbegyndt netop denne tirsdag.

De to resterende medlemmer, Sidsel Marie Hermansen og Bjørn Alexander Lange, begræder naturligvis udviklingen, som ifølge indlægget på MySpace kommer fuldstændig bag på dem. Mens de selvsagt ærgrer sig over at misse turnéen i det tyske, klynger de sig til et håb om, at en erstatning er fundet og spillet ind, når de kommende koncerter i Danmark og Sverige finder sted. Der skal dog handles særdeles effektivt, da Death By Kite allerede torsdag den 8. november efter planen optræder på Debaser i Malmø.

Her på GAFFA.dk har vi tidligere skrevet om Death By Kites nydelige succes i det tyske, hvor singlen ”Himmelfarhtkommando” og det selvbetitlede debutalbum som sådan har fået pæne ord og anselig airplay med på vejen. Også GAFFA har en svaghed for bandet – således skrev vores anmelder følgende om gruppens første langspiller:


”Det er stakåndet, det er rastløst, det er smittende, og det er i nogle passager direkte fremragende.”

ANNONCE