Stemningsfuld aften med både guitarer og maskiner i Lades Kælder i København, hvor The Village Idiot og 180 Grader Virvar spiller
Det er i denne måned en genganger, der er Månedens Demo. The Village Idiot har igen sendt en album-lang demo næsten fyldt med fuldt ud færdige og fantastiske sange i forlængelse af Cash, Cave og Gira. Som man kan læse i denne måneds GAFFA, er der ”ingen ekvilibrisme, men en masse på hjerte, troværdighed og stærk front i vokal/guitar. Toppet op med lap-steel, spredt perkussion, bas og en del rumklang er det et solidt mørkt rum, man træder ind i”. Vi glæder os til at se, om de kan følge demoen op live i Lades Kælder i København fredag den 14. september.
Som support kan du opleve københavnske 180 Grader Virvar. Med mørke maskiner, vridende guitarer og æteriske vokaler kan det sagtens vise sig at være den helt rigtige modpart til Village Idiot. ”De kan nemmest placeres i genren indietronica, med deres lige mængder af samples, guitarer og vokaler, men de er et ganske habilt bud på det”.
Det bliver ikke nogen festlig aften på Lades, men en aften, hvor stemning og nærvær spiller hovedrollen.
Månedens Demo live kan også opleves i Studenterhus Århus 19. september og i Slagelse Musikhus 29. september.