Nyhed

Roger McGuinn åbner de private arkiver

Gammel liveoptagelse fra '71 med The Byrds klar til udgivelse

Så er der godt nyt til Byrds-fans. Ejeren af pladeselskabet Sundazed, Bob Irwin, har fået lov til at gennemgå den tidligere Byrds-frontmand Roger McGuinns (billedet) arkiver med henblik på udgivelse af gammelt materiale.

Første udgivelse er allerede planlagt. Det drejer sig om en liveoptagelse fra Londons Royal Albert Hall fra 1971 - det vil altså sige med den country-rock-inkarnation af gruppen, der gradvist tog form efter David Crosbys exit. Gruppen bestod på dette tidspunkt af Clarence White, Skip Battin, Gene Parsons og McGuinn.

I denne periode var Byrds blandt bannerførere for den bølge af countryrock-bands, som også talte navne som Poco og Flying Burrito Brothers. Stilen rendyrkedes på plader som "Sweetheart of the Rodeo" og "Ballad of Easy Rider"


Og der er altså åbnet for muligheden for udgivelse af mere fra arkiverne. McGuinn siger til Uncut:

"Vi har slæbt rundt på de her bånd i nogle-og-tredive år uden at skænke dem en tanke. Så kom Bob Irwin forbi, og han er et geni til at opdage den slags ting (...) der er forsøgsvise planer om at udgive mere af det, men jeg er ikke sikker på hvad".

Det er ikke mere end et par år siden, at McGuinn, solo med sin specialbyggede syv-strengede guitar, kunne opleves i Amager Bio, hvor han diverterede med et rundhåndet udpluk af bagkataloget.


"The Byrds Live at Royal Albert Hall '71" udkommer i juni på Irwins Sundazed Records.


ANNONCE