Ibrahim Ferrer er død

Det var da den ranglede sanger inviterede Wim Wenders og hans filmhold hjem i huset, efter at have spadseret sammen med konen gennem Havanas gader, at det hele faldt i hak. Nemlig da han præsenterede sin skytsånd, repræsenteret gennem en dukke i hjørnet, som han tilbad, som han havde gjort det hele livet. Lazarus kaldte den sky mand ånden, inden han og holdet vendte tilbage til Egrem-studiet for sammen med Ry Cooder og Juan de Marcos Gonzales at fortsætte med indspilningen af, hvad der skulle blive hans første soloplade. Efter en karriere, der havde strakt sig over det meste af hans da 70 år lange liv.

Nu er Ibrahim Ferrer død, muligvis af lungesygdommen emfysem. I hvert fald havde han følt sig sløj, da han i sidste uge vendte hjem fra endnu en af de turnéer over hele verden, der overraskende blev hans virkelighed, efter at projektet Buena Vista Social Club slog alle rekorder inden for verdensmusik og fik en revival i gang for de gamle stilarter són, montuno, rumba og så videre.

Han blev født tilbage i 1927, selvfølgelig i Santiago de Cuba, ude i Oriente-provinsen. Her var hans mor i gang med at danse nede på Casa de la Trova-klubben, da fødslen gik i gang. Siden flyttede han til hovedstaden Havana, hvor han op gennem 1950’erne sang i en række orkestre, indtil han blev glemt af alle, undtagen de afficionados, der virkelig elskede sòn-musikkens storhedstid, dengang orkesterledere som Jorrin, Moré og andre tegnede stilen. Til sidst var han glemt i en grad, at han måtte leve af dagen og vejen, blandt andet som skopudser.

Indtil skæbnen altså ville, at det engelske World Circuit-pladeselskab fik den idé, at deres revivalgruppe Sierra Maestra skulle lave en skive med en stribe afrikanske musikere og Ry Cooder. Desværre dukkede afrikanerne aldrig op, og så opfandt Sierra Maestras leder, Juan de Marcos Gonzalez, og Ry Cooder et nyt projekt, nemlig et hjerteprojekt, hvor de gik ud for at finde en stribe af de musikere, der havde været deres inspiration. Hvorefter de fandt sangeren og tresspilleren Compay Segundo, pianisten Ruben Gonzalez … og Ibrahim Ferrer. Dertil sangerinden Omara Portuondo og en stribe andre, der blev til Buena Vista Social Club. Og det var da også i duetter med netop divaen Omara Portuondo, at den aldrende gentleman med sixpencen og det grånende skæg skinnede allermest. Specielt i den udødelige sjæler ”Dos Gardenias”.

To gardeniablomster, som man meget vel kan lægge på Ibrahim Ferrers grav og mindes den hæse og dog klingende stemme, den bløde fremtoning og den aldrende mand, der med et blev en verdensstjerne.