Nyhed

Jakob Dylan på Newport Folk Festival

Sønnike trådte i weekenden op på den scene, hvor Bob Dylan revolutionerede rockmusikken

Jakob Dylan, søn af en vis mr. Zimmermann, har i en del år forsøgt at slå igennem med sit band The Wallflowers, og trods mådelig succes er det helt store gennembrud udeblevet.

Nu forsøger han sig som solist, og det var netop med en blanding af Wallflowers-sange og materiale fra den nye og vellykkede, Rick Rubin-producerede plade "Seeing Things" - i øvrigt en temmelig Dylan'sk titel, må man sige - at han i lørdags optrådte på Newport Folk Festival, rapporterer musiksiden npr.org.

Og det har der formentlig ligget en vis symbolsk tyngde i for sangeren, der i sagens natur har haft lidt af en opgave i at træde ud af faderens skygge.


Det var nemlig som bekendt her, Bob Dylan til manges forargelse og fleres begejstring skiftede den akustiske protestsang ud med elektrificeret avantgarde. Nu skete det jo så ikke på en dag, men koncerten, der udkom på dvd sidste år, har ikke desto mindre fået symbolsk status af rockhistorisk milepæl.

Hvad færre ved er, at danske Savage Rose prøvede kræfter med den legendariske festival under deres USA-turné i slutningen af 60'erne.


Dylans hjemmeside

ANNONCE