Lil Wayne fører løbet med otte nomineringer foran Coldplays syv
Årets nominerede til februar måneds store Grammy-show i Los Angeles er netop blevet offentliggjort. Og det er rapperen Lil Wayne, der fører løbet med otte nomineringer foran Coldplays syv. Lil Waynes seneste album "Tha Carter III" er blevet et kæmpehit i USA, men er blevet en knap så stor succes i Danmark. Lil Wayne har tidligere været nomineret, men har indtil videre aldrig vundet nogen Grammy.
Lil Wayne og Coldplay bliver efterfulgt af rapnavnene Jay-Z og Kanye West samt r&b-sangeren Ne-Yo, der alle har fået seks nomineringer, mens John Mayer og countrysangerinden Alison Krauss får fem, takket være hendes samarbejde med Robert Plant på albummet "Raising Sand". Soul/r&b-fænomenet Jennifer Hudson får fire nomineringer.
I den prestigefulde kategori "Album of the Year" er de nominerede Lil Wayne, Coldplay, Ne-Yo, Robert Plant & Alison Krauss og Radiohead, hvis "In Rainbows" egentlig udkom i oktober 2007 som bokssæt og download, men først udkom på cd 31. december. For at kunne blive nomineret skal man have udgivet plader i perioden november 2007-november 2008.
Forvirrende nok har Grammy-showet både en kategori, der hedder "Record of the Year" og "Song of the Year". Begge dele henviser til en sang, men forskellen er, at "Record"-kategorien lægger vægt på den indspillede sang, mens "Song"-kategorien fokuserer på sangen i sig selv, og prisen går derfor også til sangskriveren/sangskriverne. I kategorien "Record of the Year" er de nominerede Adele, Coldplay, Leona Lewis, M.I.A. og Robert Plant & Alison Krauss. I kategorien "Song of the Year" er de nominerede Estelle feat. Kanye West, Adele, Jason Mraz, Sara Bareilles og Coldplay.
I kategorien "bedste nye navn" er de nominerede Adele, Duffy, Jonas Brothers, Lady Antebellum og Jazmine Sullivan – men sjovt nok ikke Katy Perry, der ellers har haft et kæmpehit verden over med "I Kissed A Girl".
Mod sædvane blev nomineringerne ikke offentliggjort ved en pressekonference, men ved en koncert i Nokia Theatre i Los Angeles med optrædener fra tidligere Grammy-vindere såsom Mariah Carey, Christina Aguilera og Foo Fighters.
Selve Grammy-showet finder sted 8. februar i Staples Center i Los Angeles, og det bliver 51. gang, at de prestigefyldte musikpriser bliver uddelt.
Se listen med nomineringerne i alle de 110 (!) kategorier – blandt andet "Best Polka Album", "Best Hawaiian Music Album" og "Best Album Notes" – på Grammy.com





