Nyhed

Atoi udsender ep og album

Der er masser af musik på vej fra gruppen, der remixede Björk

Københavnske Atoi har efterhånden rumsteret i undergrunden i en del år og har blandt andet spillet på både Roskilde, Spot og Public Service festivalerne. Men den helt store fjer i hatten kom i 2005, hvor deres remix af Björk-sangen "Army Of Me" blev inkluderet på albummet "Army Of Me: Remixes And Covers", der inkluderede bidrag fra Patrick Wolf og Slagsmålsklubben.

Nu er gruppen dog klar til at bevise, at de sagtens kan på egen hånd, hvilket i første omgang kommer til at ske via ep-udgivelsen "Tonight". Ep'en indeholder fire forskellige versioner af titelnummeret samt fem andre Atoi-numre remixet af navne som Kasper Bjørke og Opiate.

Den udgivelse følges op af gruppens debutalbum "Youth Machine", der udsendes til februar. Her vil Atoi blande elektroniske beats med alt fra synths og banjoer, der sammen skaber fundamentet for gruppens skæve avantgardepop.


Resultatet kan høres på henholdsvis ep'en "Tonight" 12. januar, og på debutalbummet "Youth Machine" 9. februar.

ANNONCE