Mindekoncert med Fantan Mojah og stor overraskelse i Vega 31. januar
Vanen tro fejres Bob Marleys fødselsdag 6. februar blandt rastabørn over hele kloden, og også i Danmark, hvor arrangøren Sky Juice Promotions under ledelse af reggae-veteranen SupaMike hvert år arrangerer en mindekoncert.
Det gælder også i 2009, hvor Marley hyldes i Vega i København 31. januar. Vanen tro er hovednavnet fløjet ind direkte fra Jamaica, og det gælder også denne gang, hvor det er Fantan Mojah, der står på scenen for at sprede peace og one love.
I 2009 kan Sky Juice dog også præsentere en overraskelse fra Danmark, men hvem det er, er indtil videre en hemmelighed. Men den danske reggae-scene er jo ikke så stor igen, så kendere kan nok komme med kvalificerede gæt.
Bob Marley blev født 6. februar 1945 i Nine Mile, St. Anns i Jamaica. Han forlod sit hjem i en alder af 14 år for at forfølge en karriere i Kingston. Og det må man sige, han gjorde, og han står i dag, knap 28 år efter sin død af kræft, som verdens absolut største reggae-navn gennem tiden. Vi kan jo bare nævne sangtitler som ”I Shot The Sheriff”, ”No Woman, No Cry”, ”Could You Be Loved”, ”Buffalo Soldier”, ”Stir It Up,” ”Jamming”, ”Redemption Song” og mange, mange flere.
Billetsalget til koncerten er gået i gang på Billetlugen.





