Nyhed

Jennifer Hudsons svoger anklages for mord

Politiet i Chicago har anklaget William Balfour for mordene på Jennifer Hudsons nevø, bror og mor

24. oktober i år blev ligene af den Oscar-vindende sangerinde og skuespiller Jennifer Hudsons mor og bror fundet, og tre dage senere blev også liget af hendes syv-årige nevø fundet i hjembyen Chicago.

På det tidspunkt var Hudsons søsters eksmand William Balfour allerede blevet tilbageholdt af politiet, og i går sigtede politet så officielt Balfour for mord på Hudsons tre familiemedlemmer.

Balfour har tidligere siddet i fængsel i næsten syv år anklaget for mordforsøg, kidnapning og besiddelse af stjålne varer, og politiet tilbageholdt ham i første omgang for at have overtrådt betingelserne omkring sin prøveløsladelse.


Men Reuters kan nu fortælle, at den 27-årige Balfour nu sigtes for de tre mord, men de kan ikke fortælle, hvilke beviser de mener forbinder ham til sagen. Politiet har dog tidligere udtalt, at de har fundet mordvåbnet, og en kvinde, der beskrives som Balfours gravide kæreste, har fortalt politet, at hun har set ham med en pistol, der matcher beskrivelsen af mordvåbnet.

William Balfour har været den eneste mistænkte i sagen siden begyndelsen, og ifølge MTV har Balfours kæreste sået tvivl om hans alibi. Det vides endnu ikke, hvornår Balfour vil blive stillet for retten.

ANNONCE