Nyhed

Johnny Marr afviser igen rygter

The Smiths-guitaristen må endnu engang forfatte en pressemeddelelse og benægte, at hans gamle band skal gendannes

Det er ikke engang to måneder siden vi sidst skrev her på GAFFA.dk, at Johnny Marr kunne afvise alle rygter om, at The Smiths skulle gendannes for at spille på den amerikanske Coachella-festival.

Det lagde sjovt nok ikke en dæmper på rygterne, der bare bliver ved med at køre i specielt de britiske medier. Så nu må Marr til det endnu engang, og i en pressemeddelelse, han har sendt til NME, slår han endnu engang fast, at The Smiths ikke skal gendannes.

Til NME skriver Marr:


"Historierne der cirkulerer om en Smiths-gendannelse har, som sædvanlig, ikke noget på sig".

Johnny Marr understreger desuden, at han er særdeles tilfreds med at være en del af bandet The Cribs, som han lige nu skriver og indspiller sammen med. Han fortæller desuden, at da han skal spille koncerter sammen med The Cribs til februar, har han ingen interesse i at rejse tilbage i tiden.

ANNONCE