Nyhed

Martin bryder med sit pladeselskab

X Factor-vinderen er nu kommet i stald hos sin mentor Remee

Det er kun et halvt år siden, X Factor-vinderen Martin udgav sit debutalbum ”Show The World”. Albummet kom hos multinationale Sony BMG – der fra nytår kun hedder Sony Music – og har solgt omkring 100.000 eksemplarer. Alligevel har Martin og Sony BMG nu afbrudt samarbejdet, skriver Ekstra Bladet. I stedet har Martin skrevet kontrakt med sin mentor Remee og dennes selskab Remee & Friends, der også er kendt for udgivelser med Basim og Trolle//Siebenhaar.

– Jeg følte, at X Factor var en træningsbase for mig, og kontrakten med Sony fik mig i gang. Men nu skal jeg til at vise, hvad jeg kan, og jeg vil gerne selv fingerpege dem, jeg vil arbejde sammen med, siger Martin til Ekstra Bladet.

Ud over retten til at udgive den første plade havde Sony BMG ifølge Ekstra Bladet ret til et møde angående en yderligere plade. Men her endte parterne med at gå fra hinanden.

– Sony vil gerne arbejde med en, som de ved, vil være der i længere tid, siger Martin.

Nu har han så skrevet kontrakt med X Factor-dommeren Remee og dennes selskab Remee & Friends. En ikke helt overraskende beslutning, idet Remee har arbejdet tæt sammen med Martin som sangskriver og producer på ”Show The World” og gentagne gange i og uden for X Factor-studiet har udtrykt sin begejstring for Martin.

– Det er dejligt at have Remee i ryggen. Så nu skal jeg i gang med at skrive sange og finde et nyt pladeselskab, siger Martin videre til Ekstra Bladet. Her skal det tilføjes, at Remee & Friends plejer at indgå samarbejdsaftaler med større pladeselskaber omkring distribution og markedsføring med videre. Således er Basims album udgivet i samarbejde med Universal og Trolle//Siebenhaars udspil udsendt i samarbejde med ArtPeople.

Som vi kunne fortælle forleden, var den bedragerisigtede Stein Bagger i øvrigt for nylig interesseret i et økonomisk samarbejde med Remee & Friends, men aftalen blev ikke til noget, da Remees økonomiske rådgivere ikke følte, de kunne gennemskue økonomien hos Stein Bagger – og det kan de jo så være glade for i dag.

Martin går i dag i 10. klasse og har ifølge Ekstra Bladet endnu ikke besluttet sig for, om han vil gå i gymnasiet.

ANNONCE