Nyhed

U2 klar med releasedato og titel

"No Line On The Horizon" er på gaden 2. marts

U2 har nu på deres officielle hjemmeside offentliggjort udgivelsesdatoen for deres længe ventede 12. studiealbum. Albummet kommer på gaden mandag den 2. marts og får den samme titel, som også længe har været angivet som mulig titel, nemlig "No Line On The Horizon".

Albummet er produceret af U2's mangeårige samarbejdspartnere Brian Eno og Daniel Lanois, der også har produceret pladerne "The Unforgettable Fire", "The Joshua Tree", "Achtung Baby" og "All That You Can't Leave Behind" (Brian Eno var også co-producer på "Zooropa"), og som var assisterende producere på U2's seneste studiealbum, "How To Dismantle An Atomic Bomb" fra 2004. Steve Lillywhite, der producerede U2's første tre album, "Boy", "October" og "War", samt "How To Dismantle...", har også bidraget til produktionen.

Det nye album er indspillet først i Fez i Marokko, dernæst i U2's eget studie i Dublin, derpå i Platinum Sound Recording Studios i New York og endelig i Olympic Studios i London.

"How To Dismantle..."-albummet har i øvrigt til dato solgt ni millioner eksemplarer.

U2 har endnu ikke offentliggjort nogen trackliste, men ifølge Billboard indeholder albummet sange som "Moment Of Surrender", "Unknown Caller" samt titelnummeret.

 

ANNONCE