Nyhed

Bahnhof på efterskoleturné

Bahnhof bliver det andet band på ROSA's efterskolesatsning

Efter flere tilløb lancerede ROSA (Dansk Rock Samråd) i efteråret for første gang en decideret efterskoleturne, hvor Marvel Hill i november-december gav koncerter på jyske efterskoler. Nu fortsætter initiativet med århusianske Bahnhof, som over de næste to uger optræder for eleverne på – i første omgang - fem efterskoler.

Bahnhof udkom i sommer på det århusianske pladeselskab Strange Ears Recordings med albummet ”Reverse”. Et udspil med mørk melodisk rock tilsat elektroniske elementer og støj - og yderst fængende omkvæd. Albummet er blevet rigtigt godt modtaget herhjemme, og singlen “Call The Police” kan i øjeblikket høres på både DRs P2 og P3.

Men det er ikke kun herhjemme, Bahnhof vækker opsigt. Sidste sommer spillede gruppen bl.a. på den store svenske festival Peace & Love, og med så stor succes, at ”Reverse” i slutningen af denne måned udgives i Sverige. Af samme grund er gruppen også netop vendt hjem efter en række nye koncerter i det svenske, og flere medier hinsidan har allerede kvitteret med fornemme anmeldelser: 4 ud af 5 stjerner er normen.


Den danske efterskoleturné består indtil videre af fem koncerter, men flere jobs er under planlægning.

25. februar: Femmøller Efterskole
26. februar: Hammerum Efterskole
27. februar: Horne Efterskole
4. marts: Ranum Efterskole
13. marts: Østhimmerlands Ungdomsskole

Bahnhof giver desuden koncert i Randers den 12. april og skal varme op for Grand Avenue i København og Århus hhv. den 17. og 19. april.


ANNONCE