Nyhed

Erykah Badu på vej med nyt

R&b-stjernen udgiver to album i år

Erykah Badu er ikke kendt for ligefrem at spytte plader ud i en lind strøm. Det er nu fem år siden, sangerinden udgav ”Worldwide Underground”-ep'en, men Badu er nu ved at lægge sidste hånd på ”Nu AmErykah”. Et dobbelt-album-projekt, der bliver udgivet i to separate dele.

Første cd har fået titlen ”4th World War” og er sat til udgivelse den 25. februar, mens cd 2 endnu er navnløs og udgives i løbet af sommeren, skriver Reuters.

I løbet af sin over ti år lange karriere har Erykah Badu udgivet studiepladerne ”Baduizm” (1997) og ”Mama's Gun” (2000), livepladen ”Live” (1997) og ep'en ”Worldwide Underground” (2003).


Grunden til de relativt få udgivelser forklarer Badu med den megen tid, hun bruger på at optræde.

”Kunstnere tjener ingen penge på at udgive plader. Det eneste, jeg tjener penge på, er at turnere”, udtaler hun til Reuters.

”4th World War” er på gaden den 25. februar, og første single ”Honey” er ude nu.


ANNONCE